logobanner_1100

Klik på banneret for at komme tilbage til oversigten over tidligere smagninger

Julesmagning 2010       COMPASS BOX              

Julesmagningen i november 2010 blev en forunderlig, nørdet rundtur i whiskyblenderens værksted, dygtigt forklaret af David Larsson, på baggrund af historien om Compass Box.

David stod bag introduktionen af Compass Box i Danmark efter et bekendtskab med stifteren John Glaser allerede fra 2002, hvor den første import startede, her 2 år efter Compass Box blev dannet.

 

Den naturlige start på en aften, hvor træets indflydelse på whiskymodningen var i højsædet, var Oak Cross.

En vatted malt med whisky fra Dailuaine, Teaninich og Clynelish - og efter ca. 10 år lagt om i 3-4 måneder på fade med nye franske endestykker for at bringe noget specielt krydret til husets søde, fyldige stil.

 

Næste whisky var den mest berømte/berygtede fra Compass Box - Spice Tree. I den første udgave anvendte man nye franske egestave inde i fadet til slutmodningen, men det forbød Scotch Whisky Association. Det var ikke normalt! Men det gav en pokkers lækker krydret whisky - så nu fremstilles den  i stedet med nye fadender af fransk Sessile eg. Men til forskel fra Oak Cross, så ristes disse fadender kraftigt, hvilket giver den specielle krydrede smag.

 

Og princippet fortsættes i Canto Cask serien, som vi  herefter fik hele 9 forskellige af, ud af 16 mulige.

Serien er enestående - et fad svarende til 200-240 flasker til hvert land bestående af  de samme ingredienser som i Oak Cross, men nu lagret 18 måneder på de specielle fade, som er ristet i forskellig grad.

Her blev vi belært om de fysiske og kemiske ting, som det nye supergode, naturligt tørrede franske egetræ fraVogeserne af Sessile-typen kan gøre for whiskyen.

Hvorledes fadet tilfører vanilie, eg, krop og sødme.

Hvorledes fadet fjerner umodenhed og svovlforbindelse

Og hvorledes fadet katalyserer således at tannin ændres til acetal og syren ændres til velsmagende estere.

Godt vi ikke skal forstå hvordan, men kun bedømme det spændende resultat.

Og eftermodningens innovative mester er altså John Glaser, som har tilført nye dimensioner til industrien.

Her er de forskellige trækombinationer og ristningsgrader - og vi smagte nr. 6, 10, 17, 20, 37, 47, 48, 50 og 124.

Imponerende - og umuligt at gentage. 

 

 

 

 

 

Aftenen sluttede med en udgave af Flaming Heart. Her er primært anvendt whisky fra Clynelish, Caol Ila og Tobermory og en del af whiskyen har ligget på de kendte franske fade, mens resten har ligget på refill og first fill bourbon fade. Jim Murray har givet den 95,5 points og den er ganske sigende kaldt Rock'n Roll whisky. Den var lækker og lignede mest af alt en 18 års Caol Ila - og det er jo ikke så ringe.

En meget spændende og anderledes aften med den seludnævnte spirituskalif David Larsson, tidligere direktør i nu hedengangne Qualityworld.

 

Ref: Dr. Rask